Det regner – himlen græder

♥ Det regner – himlen græder. Livets mange farver ♥
Jeg er lige kommet hjem efter en smuk bisættelse i Svinninge Kirke. En smuk og kærlig sjæl er gået videre. 

Livets mange farver 

Livet er fyldt med alle farver – livsnuancer og toner.
Det er okay at give plads til, at livet er andet end store smil og dejlige oplevelser, som vi poster på de digitale medier.
Det lykkelige liv –  Det succesfulde liv – Det perfekte liv.
Tag nu fx navnet på min blog, ‘Det dejlige liv’.  Ligger der idet en forudsætning om at mit liv altid er dejligt? – Nej men der ligger en intention om, et ønske om at leve et dejligt liv i taknemlighed for livet. 

” Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan ændre og visdom til at se forskellen. ”

Disse ord hører jeg min far sige, mens jeg skriver dem. Det var ord han levede efter og delte med os børn. Ord han gentog for hans elskede børnebørn og oldebørn.
Især ordene, ”giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre ” har været meget oppe at vende hos mig i den sidste tid og jeg mindes, da jeg første gang hørte historien om den hvide og den sorte ulv. 
Min tro på at universet altid har en plan, at der er en mening med alt der sker og en gave i alt vi møder, bliver sat på prøve. Jeg bliver udfordret, når jeg tænker på en ung mand der lige har mistet sin far, og når jeg tænker på et kært familiemedlem der i en alt for tidlig alder er gået videre. Jeg tænker på dem der er i sorg og sender kærlighed – masser af kærlighed.
For det gør ondt at være i sorg og det gør ondt når dem man holder af er i sorg.

Størst af alt er kærligheden lad den favne, lad den trøste og give håb.

Ønsker dig en dejlig weekend fuld af kærlighed ♥

Kærlig hilsen Lisbeth Grøhn ♥