Vinterbadning – Det kolde frydefulde gys

Fuld af taknemmelighed og glæde, hele kroppen bobler, alle mine celler jubler og jeg har det helt fantastisk. Jeg er netop kommet hjem fra vinterbadning, det kolde frydefulde gys. 

Vinterbadning for krop og sjæl

Når du sænker kroppen ned i det kolde vand, er det en form for chokterapi. Hele organismen kommer på overarbejde. Hjertet slår lidt hurtigere, blodkarrene trækker sig sammen, vejrtrækningen påvirkes. Det kolde vand øger din blodcirkulation og giver et generelt lavere blodtryk, da det kolde vand forårsager kortvarigt forhøjet blodtryk. Derved træner du den del af nervesystemet, der kontrollerer blodtryk og cirkulation. Når du vinterbader udløses endorfiner, så du føler dig lykkeligere, får højere smertetærskel og et stærkere immunforvar. Det øger din blodcirkulation, der hjælper med at rense dine årer og porer i huden og som ekstra gevinst ift. øget blodgennemstrømning, regenererer du bedre efter træning, idet din krop heles hurtigere efter fysisk træning pga. den øgede blodgennemstrømning. I følge “The Free Radical Theory Of Aging” har vinterbadere en relativ langsommere ældningsproces og sidst men ikke mindst er Vinterbadning måske det bedste middel mod vinterdepression .


Dette er et billede af mit fristed. En lille oase hvor der både er plads til at snakke med andre i saunaen eller bare sidde helt stille i fordybelse og ro.

Vinterbadning øger min livskvalitet – den bedste selvforkælelse

Det er skønt med alle de gode effekter vinterbadning har på både krop og psyke. Fysiologisk set er det jo helt vildt, hvad der sker. Når mennesker spørger mig, hvorfor jeg vinterbader, er svaret kort og godt:

Jeg bliver glad i låget af at vinterbade – Hele kroppen bobler af glæde og det er det vildeste energikick efterfulgt af afspænding og ro som efter en meditation .

De sidste par år har jeg været medlem af en vinterbadeklub, og det kan klart anbefales. Kombinationen af det kolde gys og saunaens varme er fantastisk. 
Når jeg bader sørger jeg for at sænke kroppen roligt ned i vandet. I det kolde vand trækker jeg vejret dybt og roligt – for sådan har min vinterbader- vejleder Ib lært mig det. 
Min rutine lyder: kort badning – sauna – længere badning – sauna- længere badning og afslutningsvis sidste korte badning og evt. Himalaya salt scrub inden hvile i svalerummet.
Både før, under og efter badning drikker jeg rigeligt med vand og har som regel et stykke frugt eller te i bilen til hjemturen. 
Når jeg kører hjem i min bil efter vinterbadning, sidder jeg og smiler – jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg når lige ud på offentlig vej, og der sidder alle mine modkørende trafikanter og smiler tilbage til mig. 
Efterår og vinter er noget jeg ser frem til nu –  fordi den tid er vinterbadetid.
Særligt magisk oplever jeg det at vinterbade i jule- og nytårstiden, som en kontrast til juletravlhed og mange sociale arrangementer.

Begyndertips til dig der gerne vil vinterbade 

Typisk vinterbader man nøgen og det afholder en del fra at begynde at vinterbade.
Hvis tanken om at stå foran andre uden en trevl på kroppen skræmmer dig, så kan du tage en badekåbe med. Alternativt spørg i den vinterbadeklub, du tilmelder dig, om man må have badetøj på.
Jeg gætter på, at når du har overvundet den første generthed, vil du opdage, at ingen i en vinterbadeklub går op i nøgenhed. Man ser på og taler med hinanden i øjenhøjde. De fleste ved, at alternativet til nøgenheden ville være, at skulle have vådt og koldt badetøj på.  

Alternativ til vinterbadning – opnå det kolde gys i bruseren

Alternativet til at vinterbade er at slutte dit varme brusebad med 2 minutters iskoldt vand, hvor du åbner helt op for hanen. Prøv at trække vejret dybt og roligt og efter 40-50 sekunder begynder din krop at vænne sig til det kolde vand og vejrtrækningen bliver normal. Læg mærke til effekten. Mærker du en euforisk effekt? Er det pludselig varmt og dejligt at komme ud af bruseren? Føler du dig mere vågen og koncentreret? 

Er vinterbadning noget for dig så kontakt den lokale vinterbadeklub og aftal tid til et “prøve bad”.  Når først du har prøvet det, gætter jeg på, at du slet ikke kan lade være med at blive vinterbader.

God fornøjelse med vinterbadning ♥


Husk ! Har du forhøjet blodtryk eller hjerteproblemer, kan du spørge lægen, om det er en god ide at vinterbade.